Dansk
- Aalborg Lufthavn og besættelsen
I 1938 blev Aalborg Lufthavn indviet, som den første offentlige provinslufthavn i Danmark. Efter nutidens standarder var lufthavnen simpel: en enkelt flyhangar og en administrationsbygning med kontroltårn. Landinger foregik på græsarealet ud mod Limfjorden, og langt de fleste ture gik til og fra København.
Trods sin begrænsede kapacitet skulle lufthavnen få stor betydning. Da Nazi-Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940 var den lille flyveplads et af hovedmålene. Der blev kastet soldater ned i faldskærm, og der blev hurtigt sikret kontrol over pladsen. Aalborg Lufthavn lå perfekt som springbræt mellem Tyskland og Norge, som var tyskernes næste mål. Nordjylland var blevet trukket ind i krigen.
Fra dag ét strømmede de tyske fly til lufthavnen, og det udviklede sig hurtigt til kaos: De tunge tyske bombefly rev græsset op og lavede lufthavnen om til en mudderpøl. Der var flere sammenstød og enkelte dødsulykker. Det var tydeligt for tyskerne at forholdene måtte forbedres…
- Udbygning og tidlige angreb
Den 20. april 1940 ankom ingeniøren Karl Bruns, der havde fået opgaven om at udbygge og forbedre lufthavnen. Nu begyndte et enormt anlægsarbejde: flere tusinde arbejdere blev hyret til at anlægge betonlandingsbaner og bygge hangarer, veje og barakker. Tre måneder senere var lufthavnen udbygget til ukendelighed, og var nu nordeuropas største.
Det engelske luftvåben, RAF, havde i løbet af foråret forsøgt at bombe lufthavnen, men uden at udrette væsentlig skade. Der var stor risiko forbundet med disse angreb, da tyskerne havde kanoner placeret i en ring omkring lufthavnen.
Efter en pause blev angrebene genoptaget i slutningen af juli. Den 31. juli lykkedes det RAF at ramme lufthavnen, ødelægge et tysk fly og dræbe en håndfuld soldater. Det succesfulde angreb gav blod på tanden til et nyt nyt angreb to uger senere.
- Angrebet 13. august
Om formiddagen den 13. august 1940, lettede i alt 12 britiske bomfly af typen Bristol Blenheim med kurs mod Aalborg. Ét af flyene måtte vende om på grund af motorproblemer. Allerede da de 11 resterende fly nåede den danske vestkyst blev de spottet af en tysk meldepost, og da de nærmede sig lufthavnen var både kanoner og jagerfly klar.
Fire engelske fly var allerede skudt ned før de slap forbi flyvepladsen. Ét blev skudt ned ved Vadum, ét ved Aabybro, to vest for Kaas, og to i Tranum Enge. Det sidste nåede kysten, men var for beskadiget til at klare turen til England, og foretog i stedet en nødlanding ved Vust.
De 11 fly var skudt ned på bare 20 minutter, og 20 ud af 33 besætningsmedlemmer var dræbt. Nogle af de overlevende var sårede og måtte behandles på hospitaler, og nogle få slap uskadt – heriblandt to mand der reddede sig ud med faldskærm nær Kaas.
- De overlevende ved Kaas
Skytten John Bristow og piloten Ronald Ellen fløj i hver deres fly, men blev skudt ned tæt på hinanden ved Lundbak vest for Kaas. Begge slap lige akkurat ud af flyene i tide, og prøvede sammen at undgå fangenskab.
Alfred Nielsen, en lokal mand der havde fulgt luftkampen, var på vej ud til nedstyrtningsstedet da han mødte de to englændere og tog dem med hjem. De fik nyt tøj på og tog alle tre mod Moseby, hvor de håbede at få hjælp fra lokale modstandsfolk. Ønsket var at komme til kysten og finde et skiv til England, men missionen var håbløs. Det vrimlede nu med tyske soldater på udkig efter overlevende, og englænderne blev overtalt til at overgive sig til tyskerne.
Dagen efter blev Bristow og Ellen fløjet til Tyskland, hvor de sammen med de andre overlevende sad i fangelejr indtil krigens afslutning.
- Kort over nedstyrtningsstederne
Kortet viser nedstyrtningsstederne for de 11 engelske bombefly. De var fløjet ind mod lufthavnen fra sydvest. Målet var at smide bomberne over lufthavnen, og derefter flyve i en bue mod kysten og vestpå mod England. Men de var allerede blevet set af en tysk meldepost, og én efter én blev flyene pillet ned af kanonstillinger eller tyske jagerfly.
- Mindesmærke og genforening
De dræbte briter blev de følgende dage bjærget af tyske soldater. Den 16. august blev 13 af de dræbte begravet i en fællesgrav på Vadum kirkegård. En dræbt mere blev fundet dagen efter og begravet sammen med de andre, mens de sidste seks dræbte var gået til i flammerne med deres fly.
Kort tid efter krigen blev der sat et mindesmærke på Vadum kirkegård for de faldne britiske flyvere.
De overlevende har ved flere lejligheder gæstet Danmark siden. I 1982 var der reception på Pandrup Rådhus, hvor John Bristow fortalte om sine oplevelser. I 1984 var alle de overlevende inviteret til Danmark, hvor de blandt andet mødte de folk der havde hjulpet dem efter deres styrt.
Oplysningerne om luftslaget er i høj grad indsamlet af Ole Rønnest (OBE), som også arrangerede genforeningerne. Man kan læse mere om luftslaget i hans bog ”Den Dømte Eskadrille”, og i Egnssamlingens årsskrift 2025.
English
- Aalborg Airport and the Occupation
In 1938, Aalborg Airport was inaugurated as the first public provincial airport in Denmark. By today’s standards, the airport was simple: a single aircraft hangar and an administration building with a control tower. Landings took place on the grassy area facing Limfjorden, and most flights went to and from Copenhagen.
Despite its limited capacity, the airport would gain great significance. When Nazi Germany occupied Denmark on April 9, 1940, the small airfield was one of the main targets. Soldiers were dropped by parachute, and control of the airfield was quickly secured. Aalborg Airport was perfectly located as a stepping stone between Germany and Norway, which was the Germans’ next objective. Northern Jutland had been drawn into the war.
From day one, German aircraft poured into the airport, quickly leading to chaos: the heavy German bombers tore up the grass and turned the airfield into a mud pit. There were multiple collisions and a few fatal accidents. It was clear to the Germans that the conditions needed to be improved…
- Expansion and Early Attacks
On April 20, 1940, engineer Karl Bruns arrived, having been assigned the task of expanding and improving the airport. A massive construction effort began: thousands of workers were hired to lay concrete runways and build hangars, roads, and barracks. Three months later, the airport had been expanded beyond recognition and was now the largest in Northern Europe.
The Royal Air Force (RAF) had attempted to bomb the airport during the spring, but without causing significant damage. These attacks carried great risk, as the Germans had positioned guns in a ring around the airport.
After a pause, the attacks resumed at the end of July. On July 31, the RAF managed to hit the airport, destroy a German aircraft, and kill a handful of soldiers. This successful attack encouraged a new attempt two weeks later.
- The Attack on August 13
On the morning of August 13, 1940, a total of 12 British Bristol Blenheim bombers took off, heading for Aalborg. One aircraft had to turn back due to engine trouble. By the time the remaining 11 planes reached the Danish west coast, they had already been spotted by a German observation post. As they neared the airport, both anti-aircraft guns and fighter planes were ready.
Four British planes were shot down before they could pass the airfield. One was downed near Vadum, another near Aabybro, two west of Kaas, and two in Tranum Enge. The last one reached the coast but was too damaged to return to England, forcing an emergency landing near Vust.
All 11 aircraft were shot down within just 20 minutes, and 20 out of 33 crew members were killed. Some of the survivors were injured and had to be treated in hospitals, while a few escaped unharmed—including two men who parachuted to safety near Kaas.
- The Survivors at Kaas
Gunner John Bristow and pilot Ronald Ellen were flying in separate planes but were shot down close to each other near Lundbak, west of Kaas. Both barely managed to escape their aircraft in time and tried to evade capture together.
Alfred Nielsen, a local man who had witnessed the air battle, was on his way to the crash site when he encountered the two Englishmen and took them home. They changed clothes and set off towards Moseby, hoping to receive help from the local resistance. Their goal was to reach the coast and find a ship to England, but the mission was hopeless. The area was now swarming with German soldiers searching for survivors, and the Englishmen were convinced to surrender.
The next day, Bristow and Ellen were flown to Germany, where they, along with the other survivors, were held in a prisoner-of-war camp until the end of the war.
- Map of the Crash Sites
The map shows the crash sites of the 11 British bombers. They had approached the airport from the southwest, intending to drop their bombs over the airfield and then curve towards the coast before flying west to England. However, they had already been spotted by a German observation post, and one by one, the planes were taken down by anti-aircraft positions or German fighters.
- Memorial and Reunions
The fallen British airmen were recovered by German soldiers in the following days. On August 16, 13 of the deceased were buried in a mass grave at Vadum Churchyard. Another body was found the next day and buried alongside them, while the remaining six had perished in the flames of their aircraft.
Shortly after the war, a memorial was erected at Vadum Churchyard in honor of the fallen British airmen.
The survivors have visited Denmark on several occasions since the war. In 1982, a reception was held at Pandrup Town Hall, where John Bristow recounted his experiences. In 1984, all surviving crew members were invited to Denmark, where they met the people who had helped them after the crash.
Much of the information about the air battle has been collected by Ole Rønnest (OBE), who also organized the reunions. More details about the battle can be found in his book “Den Dømte Eskadrille” and in the Egnssamlingen’s 2025 yearbook.
Deutsch
- Flughafen Aalborg und die Besatzung
Im Jahr 1938 wurde der Flughafen Aalborg als erster öffentlicher Provinzflughafen in Dänemark eingeweiht. Nach heutigen Maßstäben war der Flughafen einfach: ein einzelner Flugzeughangar und ein Verwaltungsgebäude mit einem Kontrollturm. Die Landungen erfolgten auf einer Grasfläche mit Blick auf den Limfjord, und die meisten Flüge gingen nach und von Kopenhagen.
Trotz seiner begrenzten Kapazität sollte der Flughafen eine große Bedeutung erlangen. Als Nazi-Deutschland am 9. April 1940 Dänemark besetzte, war das kleine Flugfeld eines der Hauptziele. Soldaten wurden per Fallschirm abgeworfen, und die Kontrolle über das Flugfeld wurde schnell gesichert. Der Flughafen Aalborg war perfekt gelegen als Sprungbrett zwischen Deutschland und Norwegen, das das nächste Ziel der Deutschen war. Nordjütland war in den Krieg hineingezogen worden.
Von Anfang an strömten deutsche Flugzeuge auf den Flughafen, was schnell zu Chaos führte: Die schweren deutschen Bomber rissen den Rasen auf und verwandelten das Flugfeld in eine Schlammlandschaft. Es kam zu mehreren Kollisionen und einigen tödlichen Unfällen. Den Deutschen wurde klar, dass die Bedingungen verbessert werden mussten…
- Erweiterung und erste Angriffe
Am 20. April 1940 traf der Ingenieur Karl Bruns ein, der mit der Aufgabe betraut war, den Flughafen zu erweitern und zu verbessern. Ein riesiges Bauprojekt begann: Tausende Arbeiter wurden eingestellt, um Betonpisten zu verlegen und Hangars, Straßen und Kasernen zu bauen. Drei Monate später war der Flughafen nicht mehr wiederzuerkennen und nun der größte in Nordeuropa.
Die Royal Air Force (RAF) hatte im Frühjahr versucht, den Flughafen zu bombardieren, jedoch ohne nennenswerten Schaden zu verursachen. Diese Angriffe waren äußerst riskant, da die Deutschen eine Ringstellung aus Flugabwehrgeschützen um den Flughafen errichtet hatten.
Nach einer Pause wurden die Angriffe Ende Juli wieder aufgenommen. Am 31. Juli gelang es der RAF, den Flughafen zu treffen, ein deutsches Flugzeug zu zerstören und einige Soldaten zu töten. Dieser erfolgreiche Angriff ermutigte zu einem neuen Versuch zwei Wochen später.
- Der Angriff am 13. August
Am Morgen des 13. August 1940 starteten insgesamt zwölf britische Bristol Blenheim-Bomber mit Kurs auf Aalborg. Ein Flugzeug musste wegen Triebwerksproblemen umkehren. Als die verbleibenden elf Maschinen die dänische Westküste erreichten, waren sie bereits von einem deutschen Beobachtungsposten gesichtet worden. Beim Anflug auf den Flughafen waren sowohl Flakgeschütze als auch Jagdflugzeuge einsatzbereit.
Vier britische Maschinen wurden abgeschossen, bevor sie das Flugfeld überqueren konnten. Eine stürzte bei Vadum ab, eine weitere bei Aabybro, zwei westlich von Kaas und zwei in Tranum Enge. Die letzte Maschine erreichte die Küste, war jedoch zu stark beschädigt, um nach England zurückzukehren, und musste bei Vust notlanden.
Alle elf Flugzeuge wurden innerhalb von nur 20 Minuten abgeschossen, und 20 von 33 Besatzungsmitgliedern kamen ums Leben. Einige der Überlebenden wurden verletzt und mussten in Krankenhäusern behandelt werden, während einige unverletzt blieben – darunter zwei Männer, die sich mit dem Fallschirm in der Nähe von Kaas retten konnten.
- Die Überlebenden in Kaas
Der Bordschütze John Bristow und der Pilot Ronald Ellen flogen in separaten Flugzeugen, wurden jedoch in der Nähe voneinander westlich von Kaas, bei Lundbak, abgeschossen. Beide konnten sich gerade noch rechtzeitig aus ihren Maschinen retten und versuchten gemeinsam, sich der Gefangennahme zu entziehen.
Alfred Nielsen, ein Einheimischer, der den Luftkampf beobachtet hatte, war auf dem Weg zur Absturzstelle, als er auf die beiden Engländer traf und sie mit nach Hause nahm. Sie zogen sich um und machten sich auf den Weg nach Moseby, in der Hoffnung, von der örtlichen Widerstandsbewegung Hilfe zu erhalten. Ihr Ziel war es, die Küste zu erreichen und ein Schiff nach England zu finden, doch die Mission war aussichtslos. Das Gebiet war mittlerweile von deutschen Soldaten durchkämmt, die nach Überlebenden suchten, und die Engländer wurden überzeugt, sich zu ergeben.
Am nächsten Tag wurden Bristow und Ellen nach Deutschland geflogen, wo sie zusammen mit den anderen Überlebenden bis zum Kriegsende in einem Kriegsgefangenenlager festgehalten wurden.
- Karte der Absturzstellen
Die Karte zeigt die Absturzstellen der elf britischen Bomber. Sie hatten sich dem Flughafen aus südwestlicher Richtung genähert, um ihre Bomben über dem Flugfeld abzuwerfen und dann zur Küste abzudrehen, bevor sie nach England zurückfliegen wollten. Allerdings waren sie bereits von einem deutschen Beobachtungsposten entdeckt worden, und eine nach der anderen wurden die Maschinen von Flakstellungen oder deutschen Jägern abgeschossen.
- Gedenkstätte und Wiedersehen
Die gefallenen britischen Flieger wurden in den folgenden Tagen von deutschen Soldaten geborgen. Am 16. August wurden 13 der Verstorbenen in einem Massengrab auf dem Friedhof von Vadum beigesetzt. Am nächsten Tag wurde eine weitere Leiche gefunden und neben ihnen bestattet, während die übrigen sechs in den Flammen ihrer Flugzeuge ums Leben gekommen waren.
Kurz nach dem Krieg wurde auf dem Friedhof von Vadum ein Denkmal zu Ehren der gefallenen britischen Flieger errichtet.
Die Überlebenden besuchten seit dem Krieg mehrfach Dänemark. Im Jahr 1982 fand ein Empfang im Rathaus von Pandrup statt, bei dem John Bristow seine Erlebnisse schilderte. Im Jahr 1984 wurden alle überlebenden Besatzungsmitglieder nach Dänemark eingeladen, wo sie auf die Menschen trafen, die ihnen nach dem Absturz geholfen hatten.
Ein Großteil der Informationen über den Luftkampf wurde von Ole Rønnest (OBE) gesammelt, der auch die Wiedersehenstreffen organisierte. Weitere Details zu dem Kampf sind in seinem Buch „Den Dømte Eskadrille“ und im Jahrbuch 2025 der Egnssamlingen zu finden.