Lapperne i Aabybro

I det tidlige forår i 1911 ankom en lille flok romaer (sigøjnere) til Aabybro, hvor de til at begynde med slog sig ned i en grusgrav nær Aaby Kirke. Her blev hestevognen med sengetøj, kogegrej og andre ejendele parkeret, telte blev slået op med ildstedet til madlavning i midten. Hestene – både trækdyrene og de heste, der var til salg – blev forsvarligt tøjret. Flokken bestod af den 50-årige enkekone, Rebekka, som efter sin mands død to år tidligere, nu var familiens overhoved. To voksne sønner: Besiko, der var gift med Magunna, og Ruva, der levede sammen med en noget ældre  kvinde, Babi. Desuden var der to yngre sønner Johan og Wenzel samt døtrene Sofi og Rose. Hurtigt løb nyheden, at der var ankommet en flok “lapper” til Aaby, hvilket selvfølgelig skulle undersøges nærmere både af børn og voksne. 

Her kunne de opleve mennesker med sort hår og brune øjne, der talte et helt fremmed sprog – romani. De talte højt, og det var ligesom de brugte hele kroppen, når de snakkede og råbte. Det var en levevis helt anderledes, end folk i Aaby var vant til at se og opleve. Især kvinderne og børnene gjorde indtryk med deres spraglede tøj med masser af smykker og tingeltangel, medens mændene ikke i samme grad adskilte sig fra, hvad der var normal beklædning for voksne mænd. Det var fascinerende, men i længden var man ikke interesseret i at have den slags i byen. Det var man iøvrigt ikke nogle steder. Såkaldte frie folk, der levede af handel og tiggeri, skulle man være forsigtig med. Måske ville de også stjæle? I hvert fald passede de ikke ind.

Man kaldte dem “lapper”, men fra Lapland var den ankomne famile dog ikke. Familienavnet var Demetri, og de var romaer (sigøjnere). De var udvandret fra Ungarn, men havde efterhånden opholdt sig en del i de nordiske lande, hvor de især handlede med heste, optrådte på markeder med lidt gøgl, spådomskunst, solgte småting samt foretog forskellige reperationsarbejder, bl.a. fortinning af kobbertøj. Tiggeri var også en del af deres levevej, når det kneb.

Nogle romaer, der var ankommet fra Norge til Vendsyssel, havde kaldt sig “norske lapper”, måske fordi det var lettere ad den vej at blive  accepteret i Skandinavien. Begge grupper var omvandrende og har set ud til at ligne hinanden, selv om det var af vidt forskellige grunde, de vandrede. Lapperne fulgte deres reners vandringer. Men romaerne flyttede efter, hvor der var penge at tjene eller fordi politimyndighederne tvang dem til at flytte.

Udtrykket “lapper” om sigøjnere blev i hvert fald hængende og brugt i det meste af landet. I landets aviser var udtrykket ligeledes helt almindelig.

På dette foto er Johan Miskow fotograferet med nogle af medlemmerne af Demetri-familien. Fra venstre Ruva, den næstældste søn. Johan Miskow. Datteren Sofi og sønnen Wenzel – begge børn kom til at gå i Aaby Søndre skole. Lederen af gruppen, den 50-årige Rebekka. Den ældste søn, Bersiko og hans hustru Margunna. Ruva og Bersiko er klædt, som det efterhånden var blevet typisk for romaer, nemlig nogenlunde efter tidens skik. Kvinderne bærer store skørter og smykker, som man forventer af en sigøjnerkvinde. Alle kvinder bærer desuden forklæde, et traditionelt klædningsstykke. Gifte kvinder bærer hovedtørklæde. Rebekka har sin uundværlige pibe i munden. Tobaksrygning var almindelig både hos kvinder og børn.

At de endte i Aabybro skyldtes en bestemt person, Johan Miskow, som havde kendt og fulgt familien gennem flere år, ja, endda rejst rundt med dem for at studere og beskrive romaernes traditioner og levevis. Oplysninger, som han sendte videre til Dansk Folkemindesamling, samt formidlede via bøger, foredrag og artikler i aviser og tidsskrifter. Miskow anerkendes idag som særdeles betydningsfuld mht. den viden, vi har om de omrejsende romaer i Danmark.

Han havde igen mødt familien på markedspladsen i Halvrimmen, og det var ganske givet på hans foranledning, at de flyttede til Aabybro, hvor han selv året forinden var flyttet til. Han skulle blive en uvurderlig støtte for familien i deres forsøg på at få lov til at blive i Danmark.

Johan Miskow blev født i 1862 i Kerteminde, men familien flyttede senere til København, hvor Johan blev student og påbegyndte lægestudiet, som han dog måtte opgive på grund af et svagt helbred, der plagede ham hele livet. Han stred sig gennem tilværelsen som huslærer på herregårde og timelærer ved real- og landsbyskoler. I nogle år drev han en lille privatskole i Brovst, som han måtte opgive i 1910 pga. kraftig modstand mod hans nære kontakt med sigøjnere. Han flyttede derefter til Aabybro, hvor han købte hus og levede af at undervise i musik, lidt småhandel og sin forfattervirksomhed. Et beskedent liv med en beskeden indtægt. Gennem hele livet var han optaget af at undersøge og beskrive de omrejsende folk. De sidste år af hans liv levede han i en fribolig på “Hospitalet” i Randers. Johan Miskow døde i 1937.

I bogen “Barn af Vendsyssel” – nr. 6 fra 1987 skriver Viggo Gregersen, som var søn af sognepræst Gregersen i Aabybro, om sit møde med Johan Miskow i vinteren 1910-11.

“- og der blev den vinter startet musik – og sangaftener i præstegården, alt sammen ret privat. Der var kommet en ældre lærer til byen, og han havde slået sig ned på Afholds-hotellet. Han hed Miskow. Hvordan han var i familie med komponisten Miskow, ved jeg ikke, men jeg mener, han var en bror. Han havde opholdt sig hos disse lapper og studeret deres liv og udgav en bog om dem. Det var nok noget på hans foranledning, de slog sig ned i Aaby.Jeg tog undervisning i violinspil hos denne Miskow, og sammen med et par lærere på Realskolen, og hvem der ellers kunne synge og spille – ialt en halv snes mennesker – mødtes vi i præstegården een gang om måneden og gav små koncerter. Miskow var en fin pianist, og han akkompagnerede til sangen, der, foruden de kendte melodier, også bestod af “Gluntarne”, som jeg lyttede særligt til og har haft fornøjelse af siden.”

Familien Demetri var flyttet fra grusgraven ned til haven ved Miskows hus, men fortsatte ellers deres vante levevis med deltagelse på markeder i hele landsdelen. Babi, den ældre kvinde, der levede sammen med sønnen Ruva, havde forladt familien efter nogle uenigheder og var nu rejst videre med en anden flok. Det var hende, der havde været spåkone på de forskellige markeder, men det var også hende, der havde gjort sig upopulær i befolkningen med sit evindelige tiggeri – og de mange forsvundne høns, var vel også hendes værk. Efter et opgør med Rebekka forsvandt hun, og derefter blev forholdet til byens borgere langsomt bedre.

Rebekka, familiens overhoved, havde fået noget nyt og mere alvorligt at tænke på. Der var ved at ske noget i Danmark, der kunne få store konsekvenser for alle omrejsende romaer i Danmark. Omkring 1910 var man fra myndighedernes side for alvor begyndt at håndhæve en lov, der egentlig allerede var vedtaget i 1875. En lov, der forbød”udenlandske tatere, musikanter, forevisere af dyr og andet, udøvere af kraft- og behændighedskunster og lignende personer” at opholde sig i landet, hvis de ville leve af at rejse rundt og udøve deres fag. 

Loven gjorde det muligt at udvise de ikke bofaste romaer, der allerede opholdt sig i landet. Det var Herredsfogederne rundt omkring i landet, der fik til opgave at sørge for, at de blev udvist, hvilket resulterede i, at så godt som alle romaer i landet blev udvist, og de fleste rejste videre til Sverige eller Norge. Herredsfoged Andersen fra Nørresundby kom også på besøg i Aabybro med en udvisningsordre. Men her mødte han en overraskelse. Med Miskows hjælp havde familien købt et hus på “Aaby Hede” – beliggende ved nuværende Østergade 71 – og var således blevet bofaste. To af børnene var desuden startet i Aaby Søndre skole, og familien To kunne tilmed  fremvise midler, der viste, at de ikke ville ligge sognet til byrde. Og som en ekstra trumf kunne Rebekka meddele, at hun sammen med sin ældste søn og Johan Miskow skulle til København og tale med landets justitsminister en af de følgende dage om at måtte forblive i landet. Herredsfogeden måtte drage hjem til Nørresundby med uforrettet sag.

Der lå et stort arbejde bag besøget hos justitsministeren – et arbejde Miskow stod bag. Han havde også været rundt i byen for at indsamle “adresser” – altså underskrifter, som bevis på at rigtig mange ønskede at beholde familien i byen. Om turen til København vides, at mødet med Rebekka og underskrifterne gjorde stort indtryk på ministeren og førte til, at de på skrift fik en midlertidig opholdstilladelse. Huset på Østergade havde Demetri-familien købt af  proprietær Sørensen af Højskolegaarden for 2050 kr., hvoraf de 1300 kr. var gæld til Kreditforeningen.

Børnene kom i skole. På et skolebillede fra 1911 ses de som et eksotisk indslag i flokken på 39 elever på Aaby Søndre Skole. Det var lærer Rasmussen, der skulle holde styr på den store flok. Begge børn var født i Danmark, men i familien var der hovedsageligt blevet talt romani og ikke dansk, og skolegang var helt fremmed for dem, men igen var Miskow en stor hjælp for børnene med vejledning og lektiehjælp.

En midlertidig opholdstilladelse var tilsyneladende ikke nok for Rebekka, så hun insisterede på også at få skrevet et brev til kong Frederik den 8., som havde ry for en vis omsorg for rejsende folk. I brevet udviser hun et betydeligt kendskab til, hvad der skulle til for at vise tilknytning til Danmark og for at blive anset som en lovlydig borger. Bemærkelsesværdig er det, at Rebekka til sidst i brevet ligefrem benægter at være sigøjner. Hun var altså ganske klar over, at sigøjnere ikke passede ind i den samfundsorden, som var gældende. Om hun holdt sig helt til sandheden, kunne der stilles spørgsmål til, men hensigten var klar. Hun var tilsyneladende blevet træt af det omrejsende liv. Men havde hun resten af familien bag sig? Hvor meget romaer var de, når det kom til stykket?

Aabybro, d. 17./11.-1911

Til Deres Majestæt, Kong Frederik den 8de

Undertegnede Rebekka Demeter f. Edes tillader sig herved at bede Deres Majestæt om at forblive her i landet, da vi nu i vintertiden har fået udvisningsordre fra vores ejendom, og vi kan ikke forstå grunden. Jeg har nu på få afbrydelser nær rejst her på hestemarkeder i 22 år. Min mand var hestehandler, og da han for to år siden døde og blev begravet i Randers, har jeg fortsat handelen tillige med min plejesøn og mine børn, hvoraf de fire er født her i landet. 

Jeg har erhvervet en ejendom i Aabybro, hvor jeg har fundet modtagelse, og alle beboerne har underskrevet en adresse til fordel for os. To af mine børn går her i skolen. Jeg er i stand til at svare skat, og mine sønner skal engang blive soldater.Jeg er absolut ikke sigøjnerske. Min fader var magyar ved navn Edes, og jeg er født i Ungarn. Jeg har aldrig rejst med nogen zigøjnertrup og ønsker kun at forblive i ro med mine børn, hvor vi nu er, da her er godt at være. Jeg giver mig ganske under Deres Majestæts beskyttelse.

Underdanigst Rebekka Demeter – f. Edes

Om der kom noget svar på hendes henvendelse vides ikke. Familien eller dele af familien fortsatte deres omrejsende liv, men nu havde de trods alt et sted at vende tilbage til. Men myndighedernes øjne var rettet mod familien. Fast bopæl var ikke nok. Man skulle mindst have haft fast bopæl i Danmark i to år. Det kneb. Mændene kunne ikke bare rejse rundt – man skulle have fast arbejde, hvilket iøvrigt ville stride imod enhver romas selvforståelse. Man var sin egen herre. Man var fri. Og endeligt – så skulle man sørge for at holde sig langt væk fra enhver form lovovertrædelser.

Den 13. februar 1913 gik det imidlertid galt i Randers. Der havde været flere sammenstød mellem gruppen og lokalbefolkningen, og det endte med at politiet anklagede dem for tyveri og bedrageri i forbindelse med nogle hestehandeler. Der blev i den anledning sendt en anmodning til justits-ministeriet om at ophæve den tildelte bosættelsestilladelse, som viste at de havde fast adresse i landet. Det skete –  så nu var det muligt at udvise hele familien – endda “med tilhold”. Udvisning med politimæssigt tilhold betød, at hvis man viste sig i Danmark, var det at betragte som en kriminel handling. Familien nåede akkurat at komme ind i Sverige, idet Rigsdagen der i 1914 lavede sin første udlændingelov med nogenlunde samme formål og indhold som den danske – nemlig at forhindre visse grupper i  at komme ind i landet.

Trods adskillige protester og bønskrivelser fra både Rebekka og Miskow var familiens tid i Danmark slut. Selv en ny henvendelse – denne gang til enkedronningen efter Frederik den 8. – blev forsøgt. Her hedder det til sidst: 

“…. Og vi bønfalder, tag ikke Deres Kongelige Nåde fra os, men lad os komme hjem til vores lille ejendom i Aabybro …”

Huset på Østergade var dog fortsat ejet af Demetri-familien, idet Miskow påtog at leje det ud for familien og sende pengene til dem. Huset var således både en indtægtskilde og en dokumentation for fortsat tilknytning til Danmark. I 1920 havde de opgivet håbet om at kunne vende tilbage, og iøvrigt levede familien i stor fattigdom. Rebekka var død i juni 1914, så det var sønnen Bersiko og hans kone Margunna, der på familiens vegne, opnåede tilladelse til at rejse til Aabybro for at sælge huset på Østergade, som Miskow endte med at købe for 3900 kr. kontant, og ifølge skødet overtog han også de resterende 1300 kr, som familien skyldte den lokale kreditforening. Overskuddet skulle familien bruge til indkøb af nye vogne og heste samt til dækning af gammel gæld.

I perioden fra Demetri-familiens udvisning og frem til omkring 1933 bevarede Miskow kontakten til familien gennem en omfattende brevveksling, og selv om hans midler var små, sendte han penge, tøj og andet til familien. Penge, der især blev brugt til at købe brænde og medicin. Men også større ting. I 1925 skriver sønnen Ruva til Miskow, at deres hest er død af kolik, og han må nu trække vognen selv. Han beder derfor Miskow låne ham penge til en anden hest. 

Trods sit eget svage helbred nåede Miskow at besøge og rejse rundt med familien i Sverige, hvor han både oplevede deres fattigdom, men også deres evige kamp med myndighederne, hvorend de slog sig ned.

Det var især Ruva, der stod for brevene til Danmark, men efter hans død ebbede det ud. Tilsyneladende blev familien spredt for alle vinde i Sverige. Efterkommere må formodes stadig at befinde sig i Sverige

Miskow blev boende i huset på Østergade frem til 1929, hvorefter han solgte huset og flyttede til Randers i en fribolig, hvor han boede frem til sin død i 1937. 

Alt materiale, som Miskow gennem tiden havde indsamlet vedr. “de rigtige sigøjnere”, som han kaldte dem, sendte han til Dank Folkemindesamling. Heriblandt en samling på ikke mindre end 170 breve modtaget fra Demetri-familien, sendt fra de forskellige steder, de havde opholdt sig. Da de var analfabeter, havde de hver gang måtte betale folk for at få disse breve skrevet. Brevene er således skrevet med forskellig håndskrift, stavemåde og ordvalg. 

Disse breve udgør grundmaterialet til en lille bog “Udenfor – en rejsende romafamilie” af forskeren Ditte Goldschmidt, som også er kildemateriale for denne artikel. Desuden er anvendt materiale fra foreningens arkiv samt “Barn af Vendsyssel nr. 6”